Hvad er forskellen på rødvinsglas og hvidvinsglas?

Indlæser...
Hvad er forskellen på rødvinsglas og hvidvinsglas?

Som du sikkert allerede ved, så findes der glas specifikt til rødvin og glas specifikt til hvidvin. De adskiller sig fra hinanden, hvad angår både form og størrelse, alt efter hvilken type vin de er tiltænkt at skulle indeholde. Da rødvine som regel har større behov for at blive iltet, før deres aromaer for alvor kan åbne sig op til deres fulde potentiale, vil rødvinsglas ofte være bredere og større end hvidvinsglas.

I dette blogindlæg kan du læse mere omkring på hvilke parametre at glassene er forskellige, samt hvilken virkning det har på den samlede vinoplevelse.

 

De primære forskelle på rødvinsglas og hvidvinsglas

Helt generelt så har rødvinsglas en større glasskål end hvidvinsglas. Det betyder altså, at selve skålen typisk vil være bredere og have en større kurve, samtidig med at glasåbningen også vil have en større omkreds end hvidvinsglas.

Grunden til at det typisk forholder sig sådan, er at rødvin som oftest har mere krop end hvidvine, hvor den større skål ved rødvinsglas tillader at lade mere ilt komme i kontakt med vinen, hvilket åbner vinens smags- og duftnuancer endnu mere op. Hvidvin har ikke brug for lige så høj en ilttilførsel, og bl.a. derfor er hvidvinsglas smallere og mindre.

I forhold til at åbne op for de duftmæssige aromaer fungerer et rødvinsglas nærmest ligesom en dekanter, hvor iltningsprocessen får vinen til at udnytte sit fulde potentiale.

Hvidvin åbner sig ikke op på samme måde, og derfor er skålen på hvidvinsglas også kortere, da det bringer næsen tættere på vinen, og på den måde får du en bedre fornemmelse for vinens aromaer.   

Når det kommer sig til glasstilken, så er denne som regel længere på hvidvinsglas. Hvidvin er nemlig mere følsom overfor temperaturer, så den længere stilk er med til at øge afstanden mellem hånden og skålen, så denne ikke bliver opvarmet af kropstemperaturen fra personen, der drikker af glasset.

 

 

3 forskellige typer af rødvinsglas

Ligesom der er nogle generelle forskelle på rødvinsglas og hvidvinsglas, så vil du også opleve, at glassene varierer meget fra hinanden indenfor rødvinsgenren og hvidvinsgenren. I forhold til rødvinsglas kan det i grove træk skæres ned til 3 glastyper, som du skal kende til.

Alt efter hvilken type rødvin du drikker, og hvor meget krop den har, så er de forskellige rødvinsglas skabt efter at udfolde specifikke vine.

 

Bordeaux-glasset er det største glas med en bred skål og med en stor afstand mellem vin og næse. Glasset har en stor åbning, hvilket lader vinen indtage store dele af munden, når du tager en tår. Det er især de meget kraftfulde rødvine med højt tanninindhold og en højere alkoholprocent, som passer godt til bordeaux-glasset.

 

Bourgogne-glasset har en lavere men bredere skål end bordeaux-glasset. Og netop derfor vil vinens dufte i højere grad blive koncentrerede i glasset, hvilket giver dig en bedre vinoplevelse. Glasset passer perfekt til de lettere rødvine, og nogle bruger endda bourgogne-glasset til at drikke champagne eller hvidvin fra.

Det sidste af de tre rødvinsglas befinder sig lidt mellem de to andre, hvad angår størrelsen. Derfor er det også de vine, som ikke er for kraftige og heller ikke for lette, der passer godt til middel-glasset.

 

2 typer af hvidvinsglas     

Også indenfor hvidvin skelnes der mellem forskellige glastyper, som passer bedre til nogle specifikke hvidvine end andre.

Hvidvinsglas til syrlige hvidvine er de mindste af glassene. Den smallere åbning lader vinen ramme den midterste del af din mund, hvilket bringer vinens syrlige kvaliteter frem. Ofte er det vine med en lave alkoholprocent som f.eks. Riesling, Sauvignon Blanc og endda også rosévin, som passer godt til disse hvidvinsglas.

Hvidvinsglas til de kraftige hvidvine har en større skål og en større åbning. Dog er de generelt ikke større end rødvinsglas. Men her vil en vin som Chardonnay virkelig kunne komme til sin ret, da dens kraftige aromaer vil blive videreudviklet i glasset og forkæle dine sanser.

 

Hvor mange glas har jeg brug for?

Hvis du sidder og føler dig fortabt over at skulle anskaffe så mange forskellige slags vinglas, så vil vi skynde os at berolige dig med, at du kommer langt med ét godt rødvinsglas og hvidvinsglas. Du behøver altså ikke at købe et glas til hver type vin der findes.

Men hvis du nu har en vin, som du drikker mere hyppigt end andre, kan du jo passende starte med den glastype, som er dedikeret specifikt hertil. Så for at kunne få så mange gode vinoplevelser som muligt, vil vi i hvert fald anbefale dig, at du som minimum har et solidt rødvinsglas og et godt hvidvinsglas.

 

Vi håber, at du føler dig mere komfortabel i din viden om, hvorfor der er forskel på rødvinsglas og hvidvinsglas, samt hvilken glastype du skal gå efter, når du ønsker at nyde en specifik vin.

Dermed er du klar til en masse spændende vinoplevelser.

Rigtig god fornøjelse!

 



Trustpilot ratings 4.6 Google ratings 4.6
Copyright © 2015-2021 Barlife Aps
Dankort VISA MasterCard JCB MobilePay Maestro American Express Viabill Klarna