3 flasker kvalitets whiskey til barskabet

Nu skal det handle om whiskey. Eller rettere sagt, så skal det handle om god whisky. Vi er så privilegerede at have en utrolig spændende whiskeysamling her hos BarLife. Men for at sikre os at flaskerne ikke bare samler støv, så vælger vi i ny og næ at polere nogle særligt udvalgte flasker, som vi mener fortjener at blive fremhævet.

Derfor har vi valgt at lave denne liste med 3 specialudvalgte flasker, som alle er kendetegnet med deres kvalitet, og som alle hører hjemme i dit barskab.

Står du dermed og mangler lidt whiskeyinspiration, så tag da lige at læse med her for at se, om ikke netop din næste flaske whiskey er at finde blandt vores udvalgte kandidater.

 

Macallan Sherry Oak 18 YO Highland Single Malt     

Vi lægger hårdt fra land med denne perle fra det verdensberømte skotske whiskeydestilleri Macallan. Med en historie som begyndte tilbage i 1824, da den daværende skolelærer Alexander Reid startede destilleriet. Selve navnet ”Macallan” kommer fra Maghellan, som er den kreative sammensætning af det gæliske ord for frugtbarhed samt navnet på den Munk – Ellan – der tilhørte områdets kirke i sin tid.

Macallan som brand er kendt for sine meget luksuriøse og eksklusive whiskyer, og denne Macallan Sherry Oak 18 års er ingen undtagelse. Modningsprocessen som udelukkende sker i Sherryfade fra Jerez giver en helt særlig autentisk ånd, som bevares intakt i de 18 år, hvor selve lagringen finder sted. Dette resulterer i en udsøgt og kompleks Single Malt Whiskey, som har et spændende efterspil af både eg, ingefær of rosin.

Lagringen på de dyre sherryfade giver et ganske klassisk Macallan udtryk, og samtidig giver det også slutproduktet en smuk rødgylden farve, som er fuldstændig naturlig.

Når du skænker den op i dit whiskeyglas, vil næsen først fange de dybe noter af tørrede frugter som efterfølges af en let skarp ingefær. Til at afrunde ballet danser der en sød krydret vanilje og kanel rundt og leger med duftsansen.

Umiddelbart, når du lige får whiskyen ind på tungen, mærker du en skøn blød tekstur. Varme krydrede noter springer frem og leger tagfat med appelsincitrus, samt den dybe smag af ristet eg. Når du så sidder og overvældes af den rige eftersmag, vil du sikkert bemærke, hvordan de tørrede frugter, som næsen også fangede, kommer til udtryk. Det gør de i en vidunderlig kombination med ingefær og appelsinnoter.

Denne flaske whiskey anses af flere eksperter, som en af de bedste i verden, og derfor gør den sig naturligvis også berettiget til en plads hjemme i dit barskab.     

          

Highland Park 18 YO Single Malt Scotch

Highland Park er af whiskyeksperten Michael Jackson – og det er ikke ”King of pop”, vi snakker om her – beskrevet som: ”The greatest all-rounder in the world of single malt whiskey”. Og det kan han jo meget vel have ret i. Du går i hvert fald ikke helt galt i byen med denne Highland Park stolthed.

Sådan i det generelle er alle de whiskyer, som går under navnet Highland Park, blevet produceret på det nordligste destilleri i verden. Og der går en stolt whiskeytradition tilbage til 1798, hvor præsten Magnus Eunsen startede en lille sidegesjæft som whiskeysmugler.

Denne udgave, som går under etiketten Highland Park 18 YO Single Malt, lagres på egetræsfade i minimum 18 år. Den langvarige men tålmodige modningsproces er med til at give den runde bløde smag samt fornemmelse, som du får, når du dufter og smager på den skønne whiskey.

Med en smagspallette som spænder ud over en bred vifte af gode sager, kan du forvente at smage dybe noter af kirsebær, som går let og elegant over i de dessertprægede smagsnuancer med både mørk chokolade samt karamel og marcipan. Dette generøse smagsorgie afrundes af en honningsødme og den klassiske røgede tørv, som er så ikonisk for netop whiskey fra Highland Park destilleriet.

Hvis du skal prøve at udfordre dit syn på whiskey, så drik gerne et glas af denne flaske, næste gang du skal have en god krydret fisk. Gerne med både ingefær og kardemomme. Tro os, de to dele komplimenterer hinanden suverænt godt.   

    

Glenfarclas 15 YO

Den sidste flaske har vi shanghajet fra det famøse Speyside område, der ligger i Skotland. Nemlig denne fantastiske Glenfarclas 15 YO. Med en modningsperiode på intet mindre end 15 år på de eksklusive Oloroso sherryfade kan du virkelig forvente dig en kompleks whiskey. Naturligvis er det smag og behag, og vi er alle sammen forskellige, men her hos BarLife er denne flaske Glenfarclas vores absolutte favorit fra Speyside området.

De 15 år på sherryfadene giver whiskyen en utrolig smuk gylden farve, som er fuldstændig naturlig.

Når du stikker næsen ned til den, så vil du slet ikke være i tvivl om den kompleksitet og dybde, som whiskyen rummer. Lukker du øjnene, vil du først blive ført ind i en lille kaffebutik, hvor kaffemaskinerne maler bønner på livet løs, og hvor du sentimentalt bliver helt høj på den underskønne duft. Når den friskmalede kaffe fortager sig en smule, vil en sødme fra honningen træde til. Denne sødme bliver assisteret af en delikat appelsinlignende fornemmelse og hele sanseoplevelsen afsluttes med nogle avancerede nøddenoter.

Du tager nu en god tår og lader whiskyens bløde og komplekse tekstur udvikle sig i munden på dig. Det er tydeligt at mærke, at denne whiskey har nogle år på bagen. Den skal ikke ud at være vild og voldsom, tværtimod opfører den sig balanceret, nærværende, sofistikeret og erfaren. De dybe noter af kaffe, appelsin, marcipan og nødder træder for alvor i karakter, og du har en eftersmag, som er både kraftfuld og vedvarende.

Dette er en whiskey som fortjener fordybelse, og du burde sådanset servere den som en dessert i sig selv.  

 

Hermed har du altså tre solide bud på hvad, der meget vel kunne gå hen at blive din næste flaske whiskey til barskabet. Vi ville i hvert fald ikke tøve et sekund med at vælge fra listen her. Du er selvfølgelig mere end velkommen til at tjekke hele vores udvalg ud med delikat spiritus, for at finde endnu flere gode flasker, som passer hjem til barskabet.

Rigtig god fornøjelse!